Hvilken projektor teknologi bør du vælge?
Nok kan en stor 85” skærm imponere, men når billederne skal være rigtig store, så er det fortsat projektoren der er konge. Med en projektor i stuen er det dig der bestemmer størrelsen, uanset om det skal være 125, 150 eller 200 tommer!
Med projektorer måles billedbredden faktisk ikke længere i tommer, men i meter! Og når det kommer til store filmoplevelser, er det projekterede billede det, der bringer dig tættest på den ægte biografoplevelse, i hjemmet.
Hvilken teknologi bør du vælge.
De fleste er allerede godt bekendt med de primære teknologier (OLED, LCD), når det kommer til fladskærme.
Men når det gælder projektorer er kendskabet langt mindre. Ligesom med fladskærme konkurrerer forskellige teknikker om markedet, og hver teknologi bringer sine egne fordele og ulemper.
Helt forsimplet, så er der 3 teknologier som gør sig gældende indenfor projektorer.
1. LCD
2. DLP
3. LCOS
Vi vil her forsøge at beskrive forskellen imellem de 3 teknologier, og hvilke fordele og ulemper der er imellem dem.
LCD Projektor
Lad os starte med den ældste teknologi først (LCD). Den første farve LCD projektor blev udviklet af Epson, og så dagens lys tilbage i 1989. LCD projektorer har været igennem en rivende udvikling, og byder i dag på en fantastisk høj ydelse til prisen.
Ligesom vores LCD fladskærme, danner en LCD projektor sit billede ved hjælp af paneler bestående af flydende krystaller (Liquid Crystal Display).
LCD Paneler er monokrome (altså har ingen farve). Der benyttes derfor 3 paneler, som hver især håndterer sin egen farve kanal (rød,grøn,blå).
Lyset, som bliver leveret af enten lampe, laser eller LED, deles først op i de 3 primære grundfarver (rød, grøn,blå). Efter farveopdelingen, polariseres (retningsbestemmes) lyset.
Når det polariserede lys rammer krystallaget i LCD panelerne, vil det (afhængig af den flydende krystals position) enten få lov at passere igennem den enkelte celle/pixel (åben), eller blive blokeret (lukket). Når de 3 panelers lys samles i optikken, giver det et fuldt farve billede på lærredet.
Fordele:
Stort farverum
God farve intensitet
God native kontrast
Høj ydelse til prisen
Ulemper
Lavere pixel opløsning (ikke native 4K)
Mere synlig pixelstruktur
Følsom overfor støvpartikler
DLP Projektor
DLP projektoren blev udviklet af Texas Instruments, og den første model blev introduceret på markedet i 1997. Hjertet i en DLP projektor er det såkaldte DMD (Digital Micromirror Device), som bedst kan beskrives som en reflektiv overflade bestående af millionvis af mikroskopiske små spejle, der individuelt kan tilte.
Hvert enkelt spejl repræsenterer én pixel, og vil enten tilte så lyset fra lampen reflekterer mod linsen/lærredet (tændt), eller væk, så det absorberes (slukket).
Da hvert spejl kun har 2 positioner (tændt/slukket), opererer DLP efter et rent binært mønster, og er dermed 100 % digital, hvilket har givet DLP sit navn (Digital, Light Processing).
De fleste DLP projektorer på markedet er såkaldte single chip design, og har derfor kun en enkelt DMD.
Eftersom at DMD’en er monokrom (ligesom LCD), er det nødvendigt for denne ene chip at løse 3 opgaver, navnlig rød, grøn og blå. Dette løser DLP på en interessant måde.
Grundet sin rene digitale/mekaniske natur, er DLP den hurtigste teknologi på markedet, den høje hastighed er grundstenen i single chip designet. DMD’en er så hurtig, at det tillader DLP projektoren at vise farverne sekventielt én af gangen.
I de lampebaserede modeller, løses dette med et roterende farvehjul, der skiftevis polariserer lyset i rød, grøn og blå, i ekstremt høj hastighed.
DMD’en arbejder synkront med farvehjulet, og behandler derfor hver enkelt frame/billede minimum 3 gange, først i rød, så blå og til sidst i grøn. Grundet den ekstremt hurtige opdatering, og den måde vores hjerner arbejder på, ser vi mennesker et samlet farvebillede, og ikke den sekventielle rækkefølge.
I nogle laser og LED modeller, skipper man helt farvehjulet, og benytter i stedet en tri-color (3 farvet) laser eller LED, som skiftevis blinker rød, grøn og blå i synk med DMD’en.
I den helt dyre ende, findes også såkaldte 3 chip designs, hvor der benyttes 3 DMD’er, én til hver grundfarve (ligesom i LCD/LCOS). Dette tillader alle farver at være til stede på lærredet samtidig, hvilket giver en bedre farve intensitet,
DLP er kendt for sin høje driftsikkerhed, og utrolig hårdførhed, hvilket gør DLP til den mest benyttede teknologi i professionelle biografsale verden over.
Fordele:
Høj lysstyrke
Høj opløsning
Lav pixelstruktur
Stort farverum
Høj ydelse til prisen
Kompakt størrelse (single chip)
Ulemper:
Lavere farve intensitet (single chip)
Lav native kontrast
Regnbue artifakter (single chip)
LCOS Projektor
Omend grundideen bag LCOS kan dateres helt tilbage til 70érne, blev den første funktionsdygtige LCOS projektor, først introduceret 1998. LCOS anses derfor af mange som den nyeste teknologi på markedet.
LCOS kan bedst beskrives som en sammensmeltning imellem DLP og LCD. Hjertet i en LCOS projektor er (ligesom LCD), en krystal baseret chip. Men i stedet for at lade lyset transmittere direkte igennem chippen, har man placeret krystallaget på en reflektiv overflade (Liquid Crystal On Silicone).
Dette medfører at lyset effektivt kan behandles 2 gange. Én gang på vej ned gennem krystallaget, og igen på vej op (efter at være blevet reflekteret).
Ved hjælp af høj præcision i polarisering af lys, samt intelligent placering af paneler i den optiske blok, opnår LCOS projektorer et utroligt højt kontrastomfang, med et imponerende sortniveau.
LCOS betegnes derfor af mange, som projektorernes svar på OLED.
Alle LCOS projektorer benytter (ligesom LCD) 3 LCOS paneler, én for hver grundfarve (rød, grøn, blå), og har derfor også en imponerende god farve intensitet.
Grundet den reflektive natur, kan de enkelte celler/pixels styres bagfra.
Resultatet er at afstanden imellem de enkelte billedpunkter reduceres, hvilket giver en større pixeltæthed end konkurrenterne.
LCOS projektoren var derfor også den første til at levere ægte (native) 4K opløsning til hjemmebiografen, og har en praktisk talt usynlig pixelstruktur.
Med LCOS får du det bedste af alle verdener, hvilket er årsagen til at LCOS ofte er det fortrukne valg blandt billedentusiaster.
Kært barn har mange navne
Der er primært 2 producenter af LCOS projektorer, JVC som markedsfører dem under synonymet DiLA (Direct-drive Image Light Amplifier), og Sony, der kalder teknologien SXRD (Silicone X-tal Reflective Display).
Fordele:
Meget høj native kontrast
Høj opløsning (native 4K)
Høj farvedybde
Stort farverum
God farveintensitet
Meget lav pixelstruktur
Ulempe:
Dyrere end konkurrerende teknologier.
Projektorer hos KT Radio
Hos KT Radio finder du et bredt udvalg af forskellige projektorer. Du kan se og opleve nogle af markedets bedste modeller i vores store biograf på Vesterbrogade 181, hvor vi har projektorer fra Sony og JVC fast installeret.
Vil tilbyder også mindre modeller fra mærker som Optoma.
Du finder vores store udvalg af projektorer her.